Category Archives: Danmark

Wow …

Jeg har været hjemme i 3 dage nu og er stadigvæk helt overvældet. Hold da op hvor har vi set meget og hørt meget og oplevet meget. Det er mange ting, at tage ind på en gang og jeg er sikker på at mange at tingene først sætter sig med tiden.

Så sagde vi så, at det var rigtigt.
Jeg har det rigtig rart, når tingene er sort/hvide og lige til at komme i kasser, så jeg ikke bliver forvirret, men er sikker på, at det her – det er sandheden! Og den eneste sandhed vel at mærke. Synes dog alligevel, det er pokkers sjældent at det rent faktisk sker … Og i forbindelse med Chiquita Expeditionen bliver jeg ved med at få nye perspektiver på tingene.

I flyveren fra Costa Rica og til New York snakkede jeg med Carlos, som er fra Costa Rica, men var på vej til Amsterdam med arbejdet. Carlos er ingeniør og har læst i mange år. (Og på trods af det tjener han lige så meget som en kassedame gør i for eksempel Australien). Modsat hvad vi tidligere havde fået at vide, så er Carlos i hvert fald en af de Costa Ricanere, der bekymrer sig om miljøet.

Han pegede i sær på, at regeringen i så mange år har fokuseret på, at gøre plantagerne bedre og rydde op i industrien i landområderne – at de fuldstændig har glemt at tage sig af miljøet inde i byerne!
Alene det kæmpe stykke arbejde det vil være, at lægge afløb ind til alle husene i San José er ham helt uoverskueligt … Så er der altså langt til omlægning af veje, grønne cykelstier og Co2 korrekt transport. MEN han er fortrøstningsfuld. Og de er også på vej. Efter at have ligget stille i mange år, lader det nu til at regeringen er ved at få øjnene op for de nødvendige forandringer. Jeg krydser fingre for, at Carlos får ret.

Preserved areas
Da vi var på ananasfarmen, var vi ret imponerede over de mange ”preserved areas” på området. 800 hektar land i alt og 200 af dem var beskyttede områder, hvor skoven skulle gro frit og uberørt.

”Det kan da kun være godt!” tænker jeg. Mega fedt. Styr på det. Ned i kassen med de andre ting, der er top korrekte! … I hvert fald lige indtil Carlos gjorde mig opmærksom på, at de beskyttede områder ikke rigtig hjælper, hvis der ikke er adgang for dyrene. Altså en rund klat skov midt på marken gør det ikke alene. Der skal være passage ind til selve regnskoven, så dyrene kan komme frem og tilbage og igennem skovene.

Hmm …

Banan-fri morgenmad
Jeg stod nede i Netto i dag og skulle købe ind. Plejer altid at købe bananer der. Men pludselig i dag var det som om, det alligevel ikke føltes rigtigt. Hvis jeg havde haft valget mellem Chiquita bananer og dem, der lå i kassen, havde jeg helt klart taget Chiquita bananerne – også selvom de sikkert ville være lidt dyrere.

Men det er faktisk ret svært at købe Chiquita bananer i Danmark. COOP’s butikker har et meget begrænset udvalg af Chiquitas bananer. Ifølge Chiquita er det blandt andet, fordi COOP ikke vil betale den pris, de koster. Hvilket jo i sidste ende er et udtryk for, at vi som forbrugere ikke vil betale den pris, det koster.

Hmm …

Men uanset hvad gik jeg hjem uden bananer. Vil jeg have fat i de certificerede bananer, skal jeg i 7-eleven eller på Q8. De forhandler nemlig Chiquita. Måske fordi de begge er butikker, hvor kunderne i forvejen er vant til at betale lidt ekstra? Jeg ved det ikke. Men jeg svinger da i hvert fald lige forbi en 7-eleven i aften og lurer.

Ingen ananas
Chiquita ananas sælges ikke nogen steder i Danmark. Endnu. Men jeg gør mig et spinkelt håb om, at de måske er på vej? At der er en kæde derude, som er ekstra opmærksom på, at Chiquitas ananas er bedre for både naturen og for de mennesker, der planter – plukker – renser og pakker dem.

Bevares, der er krise i landet. Men måske vi alligevel godt kunne undvære et par kroner ekstra, når vi køber en ananas? Jeg kunne i hvert fald godt.

Ælle bælle …
I Costa Rica så vi et sted, hvor der på den ene side af vejen lå en Dole bananplantage og på den anden en Chiquita bananplantage.

Ifølge Rainforrest Alliance må plantagerne først starte 10 meter fra vejen og ved starten skal der være en ca. 2 meter høj hæk eller et hegn, som afgrænser bananplantagen fra den offentlige vej.

Når markerne sprøjtes sker det ved at en lille fly flyver over markerne og sprøjter med de nødvendige pesticider. Hegnet og de 10 meter fri jord er med til at holde pesticiderne inde på marken og sikre, at de ikke kommer ud over de veje, hvor Costa Ricanerne færdes til og fra skole, arbejde, indkøb og så videre.

Til sammenligning lå Dole plantagen helt ude til vejen, med et kun 40 cm højt, løst græshegn ud mod vejen. Ved starten af plantagen stod der et stort skilt, som groft oversat sagde: ”Hold jer væk, når vi sprøjter”.

Hmm …

Alle Chiquitas bananplantager i Costa Rica er certificerede.
Ingen af Doles plantager er certificerede.

Hmm …

Typisk dansk?
Jeg tror, det er ret typisk dansk, at vi gerne vil støtte, at arbejderne får mere i løn og at arbejdsvilkårene bliver bedre, men at vi måske er tilbøjelige til at være lidt mere ligeglade med miljøet? Det forklarer jo i hvert fald, hvorfor Fairtrade er så stort i Danmark.

Jeg køber selv nogle Fairtrade varer. Det giver mening for mig. Fairtrade har nogle af de samme standarder som Rainforrest Alliance, men de bruger også meget energi på selve handlen. Den blander Rainforrest Alliance sig ikke i. Rainforrest Alliance skåner jorden, naturen og medarbejdere. Og sigter efter at effektivisere produktionsgangene og sænke omkostningerne.

Der er ikke nødvendigvis en af de to, der er den rigtigste – men for mig personligt, kan jeg mærke, at Rainforrest Alliance dækker flere af de sager, som jeg synes, er vigtige.

Speaking of ”vigtigt”.
Til sammenligning, så bruger Københavns største avis lige pt. mængder af spalteplads på, at panik-afdække HVOR vi nu skal finde byens bedste burger, fordi der lige er åbnet 3 gourmet burgerjoints i træk …

Jeg bliver helt træt.

Og ja ja … så sidder jeg her i min ”Asyl nu” støtte hættetrøje og popper de sidste Malaria piller og er så skide hellig at høre på, men der er da noget, der er helt skævt.

Personligt tror jeg på, at Chiquitas arbejde gør en stor forskel. De er ikke perfekte. Men de er der. Og uanset hvor mange flere perspektiver jeg får på tingene, som dagene går, så GØR Chiquita og Rainforrest Alliance noget for at gøre tingene bedre – og alene af den grund, er jeg klar til at betale mere for mine varer.

Adios, besitos og buenas noches
Chiquita expeditionen har været en kæmpe oplevelse for mig. (Og slet ikke nær så skræmmende som mine første bange antagelser : ) Det hele gik meget hurtigt dernede, men heldigvis har jeg en masse minder, gode oplevelser og en ordentlig stak ny viden, som vil holde længe! Og i hvert fald væsentligt længere end den allerede nu halv falmede kulør.

Hvis det også giver mening for dig, så prøv at kigge efter den fine frø, når du handler. Den gemmer sig ganske vist ret godt lige nu, men forhåbentlig er den allerede ved at stor-yngle, så den snart bliver endnu nemmere at få øje på. : )

Tak fordi du læste med.

Kærlig hilsen Ida

Jeg lovede at poste lidt billeder fra den fantastisk strand, vi besøgte den sidste dag i Costa Rica. Heldigvis skinner solen også her i København lige nu, men uh ha regnvejret kan godt få mig til at savne den smukke Palya Blanca på østkysten af Costa Rica.

Lige her :

Skøn udsigt udover the Pacific.
Med og uden ben.

Farlige dyr fra vandet

Smukke dyr i træet

Skøre ting til skraldet …

og skøre dyr i skraldet

Super fine bølger og LEGO

Og HER kommer Johnny Deep!!
Lige om lidt … : )

//Ida

Det er sent her og jeg er snart på vej i seng. I morgen skal vi køre mod lufthavnen, så jeg skal være mega frisk kl. 05.30. Mega frisk bliver jeg nok ikke, men ja .. jeg er der i hvert fald : )
Foran venter 22 timers rejse og jeg glæder mig til at komme frem.

I dag var vi på stranden – helt fantastisk strand som jeg viser mere af, når jeg er tilbage i København.

Indtil da er her et billede, der viser noget nær det perfekt mix af Danmark og Costa Rica ; )

//Ida

I går var en vanvittig dag. Egentlig var den afsat til afslapning og sjov – og det var det også, men for filan hvor bliver jeg træt af alle de udfordringer!

Vi kørte et par timer til Puerto Veijo midt i landet og her skulle vi både ud at ride og riverrafte. Nu er jeg jo fra Jylland, så det der med hestene ved jeg alt om … men riverrafting? Not so much. Var meget spændt!

Rideturen var virkelig skøn. Skøn og brændende varm! Solen bagte ned fra en skyfri himmel, men det var virkelig en fed måde at opleve naturen og regnskoven på.

Mig og Pirrolini. Der er ikke et øje tørt.

På vej gennem skoven. Svenskeren selvfølgelig med Fjällräven ; )

Hmm …
Jeg har fået noget mere forståelse for det her land og de udfordringer de har. På turen snakkede jeg en del med vores guide, Roberto. Han arbejder på hotellet og står for ridning, vandring og canopy ture. Han arbejder 6 dage om ugen, har 15 dages ferie på et år (!!!) og tjener 600 US Dollars i måneden. Han bor gratis i nærheden, men med hans løn skal han dække alle sine udgifter + sørge for sine børn + sørge for mad til sin mor. Han sagde, at han havde omkring 100 US Dollars til sig selv i måneden, når alt var betalt.

Wow … Det er jo bare ingenting.

Vi kom forbi en række huse som disse på turen. De er til de mest fattige i området og regeringen stiller dem til rådighed gratis. Det er svært at få et ordentlig job i Costa Rica, men ok nemt at få job på ananasplantagerne eller bananfarmene. Roberto har også arbejdet på en ananasfarm. Han plantede ude i marken på samme måde som vi så den anden dag og han kunne bekræfte, at man godt kunne tjene mellem 15-20 US Dollars om dagen.

Da jeg spurgte, om det ikke var en ok løn? pegede han på sin ryg og sagde ”considering the pain, no no”.

Følte mig et kort øjeblik som en komplet idiot, fordi jeg ikke havde overvejet de enorme fysiske konsekvenser ved arbejdet på ananasplantagerne, men bare fokuseret på om de fik en ordentlig løn.

Hmm …

Jamen, det er rigtigt! (næsten)
Der er en masse udfordringer i det her land, og jeg har lidt på fornemmelsen at regeringen arbejder ret meget på at forherlige tingenes tilstand. For eksempel siger regeringen ud af til, at 25% af Costa Rica består af regnskov og frodige områder, men ifølge Roberto er det rigtige tal kun 15%.

Hmm …

I dag havde den svenske blogger Johannes, besøg af en af sine venner, som bor her i Costa Rica. Vi fortalte hende om nogle af de ting, vi havde set og oplevet på farmene og med Chiquita / Rainforrest Alliance. Hun var virkelig glad for at høre, at der var så meget fokus på miljøet og naturen, og hun var slet ikke overrasket over, at det var en udenlandsk virksomhed (Chiquita), der gjorde så meget for at gøre tingene rigtig.

”Because the Costa Ricans – they really dont care”

Igen siger jeg: Hmm …

Så ja – jeg er gået i tænkeboks, og glæder mig til at komme hjem og få tingene lidt på afstand. Tror det er nemmere helt at tage det ind så.

Ida the brave!!
Eller noget i den stil ; )

Jeg klarede i hvert fald riverrafting turen ganske fint og hold nu kæft hvor var det SJOVT!! Ha ha … skrig og skrål og masser af latter i 1 ½ time ned at Sarapiqui floden. 12 km. i alt.

På et tidspunkt på vej ned af floden var der pause og guiderne spurgte om vi ville hoppe ned fra klipperne? …. ah … no … eller … yes … no I mean … maybe .. no … eller … nej … or … huh?! Helt typisk mig siger jeg nej, fordi jeg er så skide bange for det totale kontroltab, men da alle de andre joggede af sted hen mod klippen, så kunne jeg godt mærke, at jeg blev nødt til det.

De andre tonser selvfølgelig bare ud over kanten og jubler af fryd! og så står jeg tilbage og er så pisse bange, at man ikke forstår det. Seriøst altså!!

Sød guide kigger på mig, tager mig hånden og siger :
”We jump together?” ahhhh … ok …but no … but maybe … ”1-2-3-go! !”

ARGHHHHH!!!

Det lyder måske ikke af så meget, men det var fuldstændig vanvittigt vildt for mig! Ha ha … hold nu kæft hvor var jeg bange og jeg synes de der 3 meter føltes som 43. Mindst!
Har altid været vildt bange for den slags. Kom i tanke om at min mor altid sagde, at jeg bare skulle sige til mig selv: ”Jeg kan. Jeg tør. Og jeg vil!”
So I did ; )

Yai!!

Så det var en vild tur ned af floden. Faktisk også så vild, at jeg røg ud af raften på et tidspunkt. Ha ha … nåede til et stadie hvor jeg var lige dele bange og lige dele ekstatisk, så af en eller anden grund gav jeg mig bare til at grine uendeligt i stedet for at fokusere på at få røven med mig op i slæden igen : ) Men det gik fint. Og wow altså en vild oplevelse. Du skal prøve det, hvis du får muligheden!

I dag har vi været på den skønneste strand. Mere om den i morgen … I morgen er iøvrigt hjemrejse dag, så det er ret specielt.

//Ida

Samme hotel – ny udsigt : )

//Ida

Så blev det endelig tid til at kigge på bananplantagerne. Endnu en vild dag!
Det er svært at skrive og fortælle alt om, hvordan produktionen foregår, så jeg har måttet udvælge lidt – men skriv endelig, hvis der er noget bestemt du gerne vil vide, så skal jeg hjertens gerne fortælle.

Vi har kun set denne ene farm, så det er jo svært at sammenligne, men det jeg har set i dag, så godt, retfærdigt, miljøvenligt og meget ansvarligt ud. Vi fik en grundig rundvisning på Guayacán farm af den lokalt ansatte biolog Carla og Hector, som er fra Rainforrest Alliance og har ansvaret for den godkendelse plantagerne skal igennem.

For en dansk eller europæisk produktion er mange af metoderne meget simple og bestemt ikke high-tech, men de virker. For eksempel er rækkefølgen sådan her.

Det her er det allerførste tegn på en bananklase. Så snart at træet har født, som de kalder det, skal arbejderne beskytte det nye skud med de blå poser. Inden i poserne sidder et mildt insektmiddel, som holder de værste dyr og fluer væk.

Hver uge har sin farve og så snart den blå pose er på, binder arbejderen et lille bånd om toppen. På den måde kan han se, hvor gammel klasen er, og hvornår den skal høstes. En arbejder dækker ca. 2 hektar land om dagen, og ved præcis hvor de forskellige træer står, hvilke der skal høstes i denne uge og hvilke han lige skal holde øje med. Imponerende at han kan kende forskel på noget, der ligner hinanden SÅ meget. Klaserne må ikke hænge mere end 16 uger, så skal de ned og videre i systemet for ikke at overmodne.

Masker?
En af mine venner bad jeg tjekke om de har masker på i produktionen, og det har de. Hver gang de var i nærheden af de blå poser bar arbejderne masker. Jeg kan ikke vide, om det er special treatment for de over-fotograferende europæerne, men jeg tror det ikke.

Det virker som et meget nænsomt arbejde at passe bananer, og arbejderne skal hel tiden holde øje med hvor langt klaserne er undervejs. Når de første rigtige bananer viser sig, trækkes pose op, de nederste rækker knækkes af (fordi de alligevel aldrig bliver gode), de små bananer groomes og der lægges beskyttelsesplader imellem rækkerne, så bananerne ikke skader hinanden.

Sjov bananfakta, du kan imponere vennerne med : Bananerne starter med at gro ned af, men når de får en vis størrelse, begynder de at gro op af mod solen. Det er derfor de får den fine krumning.

Bananhøst
Ude i marken arbejdes der i teams af 3. 1 ”cutter”, som skærer bananerne ned og 2 ”carrier’s”, som bærer bananerne fra træet, videre til transportsystemet og ned til pakkestationen. Her kan I se, hvordan bananhøsten foregår.

Når teamet har samlet 25 klaser kører ”carrier’en” sendingen til stationen. Her holder han 20-25 minutters pause, mens bananerne kører igennem systemet og så er det tilbage i marken igen.

Arbejd, arbejd
På Guayacán plantagen arbejder de 8 timer om dagen og tjener 10% over minimumslønnen. Samtidig er der en provisionsaflønning, så derfor bliver alle arbejdernes arbejde registreret. Arbejderen, som ordner de første skud, snitter spidsen af skuddet, og på den måde holder han øje med hvor mange træer, han har ordnet.

Gen-plantning
Jeg er meget fascineret af den måde, hvor på alt bliver ude i marken og indgår i systemet igen. Enten ved gen-plantning eller at tjene som dække på jorden, kompost eller gødning.

Når træet er plantet, skånes toppen med et gammelt bananblad.

Der er regler for hvor tætte planterne må stå, for ikke at udhungre jorden og skade miljøet og som du kan se i filmene her fra marken, så er arbejdere meget opmærksomme på at gen-plante træerne, så de får den helt rette hældning i forhold til nabotræerne.

Pakkestationen
Systemet på pakkestationen er lidt ligesom på anansfarmen. Frugterne kommer ind, bliver vejet og bliver derefter skyllet i en mild klorin blanding. Vandet fra vaskeafdelingen bliver ledt ud i naturen, og de tjekker løbende om niveauet i de lokale å-løb er for højt. Mængden af klorin i det vand, der udledes er mellem 0,1-0,3 promille. Helt uden at være biolog, synes jeg det lyder ok rimeligt?

En sidste film i denne post, som viser en masse billeder fra pakkestationen. Jeg er vild med alle farverne i det her land!

10 point for medarbejderinvolvering!
Jeg er stor fan af ideudvikling, videndeling og af at videregive ansvaret til de folk, der rent faktisk har tingene mellem hænderne. Derfor var jeg rigtig glad for at se den måde Rainforrest Alliance arbejder på. Hvis de for eksempel stiller et krav til plantagen om, at der skal ændre på sprøjtemetoderne, så siger de blot at tingen skal ændres – og derefter overlader de ansvaret om at løse problemet til plantagen og arbejderne.

På den måde får de A: engagerede medarbejdere og B: en masse forskellige løsningsmuligheder, som alle sammen virker præcis på den måde, de skal. Derefter kan plantagerne hver i sær bestemme, hvilken løsning de vil bruge.

Smart, at få flere løsninger i spil, så de kan nå frem til den allerbedste – og rigtig smart, at involvere sine medarbejdere.

Et godt eksempel er den pose, som arbejderne har på skulderen, når de tager klaserne ned. Det er slangen fra et bildæk, ¾ pustet op, foldet sammen og pakket i plastik. Opfundet af en at arbejderne på plantagen, da der var gået teknik i det og ejerne var ved at gøre det alt for kompliceret. Sejt. Og sejt at ledelsen lytter … Mon der er nogle danske produktioner, der kan lære noget af det? : )

Overvældethedsskalaen er fyldt
Wauw. Endnu en dag med total mange oplevelser! Jeg håber, du har fået et indtryk af hvordan livet på en bananplantage fungerer. Ellers skal du bare spørge løs, så skal jeg svare bedst muligt.

Jeg er i hvert fald ret imponeret. Det er ben-hårdt fysisk arbejde, men det virker skånsomt, behageligt og ordentligt for både miljø og mennesker.

Om ganske kort skal vi have morgenmad og chekke ud fra det her stykke af paradis, kaldet Sueno Azul. Derefter står dagen på en del tid i bussen, men også skovtur på hestryg og …. da daaaaa …. riverafting! Yai! : )

//Ida

Så er endnu en crazy dag ved at være til ende.
Vi startede på bananplantagen, som var så vild, at jeg lige skal fordøje den inden, jeg kan fortælle ordentligt om den. Det var en stor oplevelse! – og heldigvis var alle fugleedderkopperne på kursus i dag, så der var spider-free area.

Efter bananfarmen kørte vi til Nogal reservatet. Et Chiquita projekt, som bl.a. har et stort stykke regnskov de passer på og samtidig står for en masse af de sociale og menneskelige værdier indenfor Rainforrest Alliance.

I dag er det Childrens Day i Costa Rica, så efter en total overvældende tur gennem regnskoven – regnskoven!!! – havde Nogal inviteret alle de lokale børn til at komme og forberede sig til næste onsdag, hvor Costa Rica fejrer sin befrielsesdag fra Spanien. På den dag er det traditionen, at alle skolebørn laver et langt optog gennem byerne, mens de bærer hjemmelavede lanterner med lys i. Det fik vi lov til at hjælpe børnene med.

Nåerhhhhh … : )

Brittany og jeg blev total gode venner og selvom hun var en meget bestemt boss, som udmærket vidste, hvordan dén lanterne sku’ rykkes rundt, så var det rigtig hyggeligt.

Som alle de andre dage er det helt umuligt for mig at vælge mellem alle de fine motiver, så her er endnu en stemnings-snas fra det her fantastiske sted.

Enjoy : )

// Ida

Godmorgen : )

En lille hurtig (ret tekst-nørdet) hilsen fra det smukke resort, inden vi drager af sted mod bananfarmen.

Jeg er vild med det : )

//Ida

Jeg skal virkelig ha’ lært noget om sprog. Og dyr. Og muligvis også noget om Costaricanske mænd.

I dag skulle vi på Canopy ride! Jeg havde google’d lidt hjemmefra og var nået frem til at Canopy var en bestemt slags fugl, som var MEGET flot. Ok, så Canopy Ride er vel en tur ud i skoven og kigge på fugle?

Ved ikke, om I kan forestille jer min overraskelse, da det gik op for mig, at Canopy ride indvolverer hjelm, karabinhager og svævebanetur mellem trætoppene 50 m over jorden?!

Lige som Johannes her

De, der kender mig godt, vil vide at jeg er pænt angst ved alt der foregår bare 50 cm over jorden, så jeg var totalt nervøs. Hvilket mit før billede vist viser meget godt … ikke helt tilpas dér.

Men se så lige her, hvor OVER glad jeg er, på den anden side af de 5 forskellige ”rides”. Ha ha .. lige i det øjeblik der er det helt sikkert mig, der er den sejeste i hele verden! Wo hoooo det var fedt!! : )

Og mit adrenelin-kick blev afsluttet SÅ dejligt med svømmetur midt i junglen i overdrevet mistænkeligt vand, men det var bare så ligegyldigt for ÅH hvor var det bare helt fantastisk!

Okay. Lesson learned. Canopy Ride er tydeligvis ikke specielt fugle-agtigt, men til gengæld var der et par fine af slagsen i dag, da vi stoppede til frokost midt ude i skoven.

Vi bor på det smukkeste sted. Her er overdrevet hyggeligt, råt, charmerende og meget roligt. Ikke så turistet som nogle af de andre steder, og det synes jeg er så rart. Alt er af træ, der er grønt grønt grønt over det hele, mit værelser dufter af blomster og det her er udsigten fra min terrasse …

Vandvittigt.

Så jeg har bestemt lært noget i dag også. Vigtigst af alt, at jeg ikke er så bange som jeg tror.

Og hvad angår de Costaricanske mænd, så skal jeg helt sikkert have lært, at finde ud af hvor de gemmer sig henne? Overvejer om det her land måske deporterer alle mænd i aldersgruppen 27-35? (Og hvis de gør, hvor tror I så, de sender dem hen?)

I håbet om at de gemmer sig på den Chiquita bananfarm vi skal besøge i morgen, siger jeg godnat, besitos og alé alé : )

//Ida

Såning : tjek.
Sortering af såsæd : tjek.
Høst : tjek.
Seriøst meget mudder under skoene : tjek.

Næste stop: pakkestationen!
Det sidste led i kæden hvor høsten bliver renset i klorvand, sorteret efter størrelse, lagt i kasser, stablet i kæmpe tårne og til sidst kørt af sted ud i verden.

Renlighed er meget vigtigt på pakkestationen og en af de søde arbejdere insisterede på at vaske mine støvler

Synes det var så sødt af ham, at jeg ikke nænnede at sige til ham, at mine støvler faktisk ikke sådan rigtigt er vandtætte : )

Mia fra Finland og jeg er total klar til pakkestationsvisit.

Ligesom i går er det svært at beskrive i ord, hvad det er, der sker og hvor vildt det er, så jeg har klippet lidt sammen til jer, så I kan få en fornemmelse af forløbet på pakkestationen.

Endnu en VILD dag!
I morgen : kæmpe store papegøjer, hesteryg og regnskovshotel.

//Ida

P.S. Hvis du også troede, at ananas vokser på træerne, så send mig en hilsen her. Det kunne være rart, om jeg ikke var helt alene om det ; )